I november måned 1493 blev Guadeloupe opdaget af Columbus på hans anden rejse over Atlanten. Den første ø besætningen fik øje på var "Desirade, som betyder " Det ønskede". Navnet fik øen, fordi skibets besætning havde længtes efter at se land. Den næste ø der blev opdaget var Marie Galante, der blev opkaldt efter skibet de sejlede med.

Den 4. November ankom de så til Guadeloupe, som på det tidspunkt var befolket af Arawak-indianere. Øens indianske navn var "Kakukera", som betyder " Øen med de smukke vande". Columbus gav øen navnet Guadeloupe efter en helgeninde: " La Madonna de la Guadeloupe", som havde beskyttet dem på deres rejse. Arawak-indianerne bekæmpede spaniolerne efter bedste evne. En fransk historieskriver, Père Labat beskriver det således:

Disse indianske karaibere er på én gang fiskere, jægere og krigere. De er frie mænd, som selv vil bestemme. De foretrækker udryddelsen frem for at bøje sig for den hvide mands åg.
Guadeloupe var derefter i spansk besiddelse indtil 1635, hvor franskmændene overtog øgruppen. Grunden til at spaniolerne gav op, skulle efter sigende have været, at alt for mange af de tapre conquestadores endte i kødgryden hos de menneskeædende arawakindianere. . På kardinal Richelieu’s initiativ blev der nu oprettet et handelsselskab " La Compagnie des iles d’Amerique". En del franskmænd fra området omkring Dieppe bosatte sig på Guadeloupe.

De var soldater i hæren, men også bønder, som skulle sætte gang i handelen med sukkerrør. Meget hurtigt blev mangelen på arbejdskraft et problem, og i 1640 begyndte de første "trekantsrejser": Slaveskibe hentede sorte fra den afrikanske vestkyst, ofte solgt af høvdinge for glasperler. Skibene sejlede så de sorte over Atlanten i overfyldte skibe, under umenneskelige forhold. Et tab på 40% af "lasten" var ikke unormalt. Skibene ankom til byen Moule på Guadeloupe, hvor der var slavemarked. De sorte blev så solgt til højstbydende, hvorefter slaveskibene vendte tilbage til Europa, belæsset med sukker, rom, krydderier og eksotiske madvarer. Denne trafik fortsatte indtil 1800. Derefter blev handel med slaver forbudt, men slaveriet blev først endeligt ophævet i 1848.
Men i de mellemliggende to århundreder fik Frankrig og de andre kolonimagter skabt kæmpe formuer på udnyttelsen af slaver. Frankrig opnåede monopol på sukker, hvilket gav anledning til mange konflikter kolonimagterne imellem. Det resulterede i mange søslag om Guadeloupe, der i 1759 for en kort periode tilfaldt England, der havde den stærkeste flåde.
Under den franske revolution, i 1794 ophævede de nye magthavere i Frankrig slaveriet i " Friheden, ligheden og broderskabets navn". Men da Napoleon nogle år senere kommer til magten, fjernede han i 1802, som noget af det første, loven om slaveriets ophævelse. I 1848 blev 87.000 sorte så endelig frigivet, og fik status som franske borgere på Guadeloupe. Men det betød også at de franske plantageejere igen manglede arbejdskraft, hvorfor man begyndte et storstilet immigrationsprojekt fra Indien til Guadeloupe. I perioden fra 1854 til 1885 immigrerede mindst 45.000 indere til Guadeloupe. Efterkommere af disse indere udgør i dag en let genkendelig del af Guadeloupe’s befolkning.
Ind imellem er Guadeloupe og Martinique blevet hærget af voldsomme vulkanudbrud og orkaner.   I 1843 blev Guadeloupe ramt af et så kraftigt jordskælv, at vulkanen La Soufriere blev aktiveret.

I 1946 fik Guadeloupe og Martinique status af oversøiske departementer, hvad der senere medfører at begge øer den dag i dag er fuldgyldige medlemmer i EU, på trods af deres geografiske placering. 

I 1976 begyndte vulkanen at røre på sig. Belært af katastrofen på Martinique i 1902, da Mont Pelée lagde en by på 30.000 indbyggere øde, begyndte man straks at evakuere byen Basse-Terre, der ligger for foden af Soufriere. Heldigvis gik la Soufriere ikke i udbrud, men mange af de indbyggere der var blevet flyttet til Pointe-a-Pitre valgte at blive boende. Derfor er Pointe-a-Pitre i dag den største by.

   

Mere om Guadeloupes historie, i form af en opgave om tiden omkring revolutionen.