Alle veje og stier slynger sig langs de mange bakker. I dalene, de såkaldte Fonds, er der ingen bebyggelse, men mange stier og indimellem små frimærker med sukkerrør eller igname, patates og andre grøntsager. 

Området Grands Fonds er befolket af en helt speciel caraibisk kultur, de såkaldte maraîchères. Den kultur opstod efter 1848, da slaveriet blev ophævet. Mange af de tidligere slaver fik en lille jordlod i området, hvor de havde nogle dyr og opdyrkede jorden. 

Det er stadigvæk mønstret i Grands Fonds, hvor de fleste har et par geder, en eller flere køer, og en lille jordlod hvor de dyrker grøntsager, og så et job ved siden af. 

Ser man den pæne kontormand køre forbi i sin skinnende bil, skal man ikke undre sig hvis han en halv time senere kommer tilbage på en gammel knallert, i pjalter og med en kæmpe machete under armen. Han skal bare ud og flytte sine dyr.

Under den Franske revolution flygtede de mange hvide adelige plantageejere ind i Les Grands Fonds. Der ankom nemlig en båd fra Frankrig med en transportabel guillotine til øen. 

At finde nogen i datidens Grands Fonds var umuligt, selv i dag med veje og skilte er det svært, men dengang var det umuligt. Den stor del af de flygtende hvide bosatte sig i landsbyen Matignon, og den dag i dag lever efterkommerne af datidens flygtninge i byen, kendt under navnet Les Blancs-Matignon.

Går man en tur ned i Les Fonds, er man som i en anden verden. Der er flere steder afmærkede stier, men der er ikke som sådan fare for at man farer vild. Man kan jo altid gå op til "vejniveau", og så finde hjem på en mere civiliseret manér. 

Efter sigende skulle der i dette område findes planter der kan bruges som medicin mod alt mellem himmel og jord, og som kun de lokale kender til. Kæmpemæssige mangotræer, buske og eksotiske planter giver en fornemmelse af at man er midt i en tropisk jungle, og hist og her et lille læskur i bølgeblik, for det sker jo at der kommer et tropisk regnskyl.